Med temaet er krænkelse den nye anerkendelse, vil jeg se nærmere på krænkelsen og anerkendelsens væsen. Mit udgangspunkt er Axel Honneths socialfilosofiske teori om kampen for at opnå anerkendelse og dens modpol krænkelsen. Honneths formål er at skabe de formelle betingelser for at mennesker kan opnå det gode liv – og anerkendelse af det enkelte individ i forskellige sfærer er vejen hertil.
I mit andet indlæg om anerkendelse perspektiveres Honneths teori i forhold til en ny form for anerkendelse baseret på krænkelse. Denne form for anerkendelse opstår som et produkt af nedarvede sociale strukturer, samt den enkeltes handlinger i forsøget på skabe mening i den verden der ligger til grund for krænkelsen. I samspillet mellem disse to faktorer opstår der en magt- og meningsrelation.
Krænkelseskultur. Identitetspolitik. Cancel culture. Woke. Forskellige termer, som alle dækker over fænomenet at føle sig krænket. MeeToo og Black Lives Matter (BLM) er eksempler på bevægelser der er en del af krænkelseskulturen. Kort fortalt handler MeeToo om, at oplyse og anklage personer for seksuelle krænkelser i kampen for at afskaffe sexisme i alle dens afskygninger. Bevægelsen BLM kæmper blandt andet for ligeværdige menneskerettigheder.
Krænkelsen kan manifestere sig i at boykotte, fyre eller udskamme en person, som man ikke er enig med. Angrebet kan foregå som en slags koordineret angreb ofte på sociale medier. Andre eksempler handler om at tidligere tiders sprogbrug opfattes racistisk efter nutidens normer. Vi ser eksempler på statuer af historiske personer som overhældes med maling, væltes, eller som set i København: smides i havnebassinet. Julepynt bliver til vinterpynt. Sange og bøger omskrives til politisk korrekt sprogbrug efter vor tids normer. Populære produktnavne skifter navn i et forsøg på ikke at krænke efterfølgerne af de kulturer, der har inspireret til det oprindelige navn.
Det er ikke mit formål at forholde mig til den enkelte type krænkelse, men at undersøge om vor tids krænkelseskultur er et udtryk for, at det moderne menneske søger tilbage til fællesskabet for at bekæmpe den individuelle lidelse. Det vil i denne sammenhæng sige at krænkelsen – og ikke anerkendelsen – bliver afsæt til at skabe et bedre liv for det enkelte menneske.
Hvorfor Honneths teori?
Honneths formål er at definere de fundamentale betingelser for selvrealisering i moderne sociale samfund, og dermed skabe de formelle betingelser for at realisere det gode liv. Han præsenterer os for en social samfundsteori der sætter mennesker i forhold til hinanden på godt og ondt. Honneth er interessant fordi han opdeler vores liv i forskellige sociale områder. På den måde indfanger han forskellige livssituationer. Det betyder også, at man for eksempel kan være anerkendt i et område, men ikke i et andet område.
I vesten ses frihed som en demokratisk liberal værdi, der giver den enkelte mulighed for at praktisere bestemte handlinger uden indblanding. Populært sagt betyder det, at vi er vores egen lykkes smed. Frihed handler derfor ofte om hvordan samfund fordeler rettigheder og goder retfærdigt. Hvis man læser krænkelseskulturen set i perspektivet af frihed, handler det derfor om rettighedstænkning. Multikulturalismen og feminismen er gode eksempler på rettighedstænkning.
Når jeg vælger at perspektivere til Honneths anerkendelsesteori handler frihed om moralsk autonomi. Honneth skeler til Immanuel Kants upartiske perspektiv, som ligger til grund for definitionen af det kategoriske imperativ: ”handl kun ifølge den maksime ved hvilken du samtidig kan ville, at den bliver en almengyldig lov” (Kant 2007:78). I praksis betyder det, at inden man foretager en handling bør man overveje, om det er sådan man selv vil behandles. Hvis ikke handlingen kan møde det krav, bør man ikke foretage den. Det er med andre ord en morallov baseret på menneskers fornuft, og viljen til at handle i overensstemmelse med fornuften. Men i erkendelses af at mennesker ikke er rene fornuftsvæsener, fravælger Honneth at bygge videre på det kategoriske imperativ. Dog tager han den moralske agtelse med sig videre i sin undersøgelse.
En anden af fortidens store tænkere Aristoteles, mener i modsætning til Kant, at mennesker handler ud fra individuelle præferencer og følelser – og det endelige mål, er menneskets søgen efter det gode liv. Aristoteles efterlader os med uvished om, hvordan moralsk ansvarlighed og pligt kan indtænkes i det praktiske liv hvor hensyn og respekt for andre mennesker spiller en væsentlig rolle. På basis af Kants morallov og Aristoteles’ tanker om menneskers ageren baseret på individuelle præferencer, formulerer Honneth konflikten mellem anerkendelse og krænkelse:
For det første opstår der skyld og anger når man ikke kan leve op til de pligter der ud fra et rent moralsk princip er nødvendige (Kant). Og for det andet opstår der utilfredshed og fortvivlede hos mennesker der er nødt til at opgive deres individuelle livsmål (Aristoteles).
De to punkter ovenfor viser, at der er nogle moralske værdier der er nødvendige for at danne rammerne i et samfund. Det viser også, at vores uindfriede personlige ønsker og præferencer kan føre til følelsesmæssig frustration. En anerkendelsesteori skal derfor indfange både moralske og personlige præferencer.
Krænkelse vs anerkendelse
Honneth skelner mellem en moralsk forseelse, og skade forårsaget ved et uheld eller ved tvang. Den moralske forseelse indebærer et element af, at en person nægter at anerkende modparten. Honneth mener, det mere er bevidstheden om ikke at blive mødt i sin egen selvforståelse end den fysiske smerte der fører til den moralske krænkelse. Det samme gør sig gældende ved bedraget, og ved den symbolske krænkelse og ydmygelse hvor ens personlige integritet er sat i spil.
Honneth opdeler menneskers behov for anerkendelse i tre primær områder: det private, det sociale og det retslige område. Hvert område er bærer af en positiv og negativ form for anerkendelse. For at realisere sit fulde individuelle potentiale kræver det anerkendelse i alle tre sfærer. De forskellige sfærer i deres positive form udgør fundamentet for at vi kan udvikle vores fulde autonomi, som består af: selvtillid, selvrespekt og selvfølelse.
Det vil sige, at for at leve et godt liv skal følgende faktorer være til stede: (1) der skal være mulighed for at danne en moralsk identitet inden for rammerne af gensidige positive sociale relationer, (2) man skal have mulighed for at opbygge sunde selvforhold, som (3) fører til at mennesker kan handle og leve deres liv med autonomi.
Når mennesker ikke opnår anerkendelse i sin positive form opstår lidelsen, som i sin yderste konsekvens kan føre til krænkelse. Ifølge Den Danske ordbog stammer ordet krænkelse fra middelnedertysk krenken ‘gøre svag’, afledt af krank ‘svag, syg’, oprindelig ‘krummet’. Ordets betydning indfanger forskellige typer af krænkelse, som: (1) skade eller begå overgreb mod nogens ære, eller selvfølelse, (2) begå seksuelle overgreb mod andre; voldtægt. Støde private eller almene følelser, sociale, moralske eller religiøse følelser, og (3) bryde eller udvise manglen på respekt for politiske eller juridiske aftaler og bestemmelser.
Når et menneske krænkes er det derfor en alvorlig sag. Krænkelsen kan have form af et angreb mod ens moralske identitet, holdninger, race, køn og retssikkerhed. Alt efter hvordan krænkelsen sættes i spil kan den opleves som et angreb mod ens personlige frihed, autonomi, ytringsfrihed og ens liberale demokratiske rettigheder.
Er der blevet for langt fra jeg til vi?
Jeg har kort skitseret Honneths anerkendelsesteori, som adskiller sig fra nutidens rettighedstænkning på flere områder. Jeg vil fokusere på disse forskelle:
- Gensidighedsprincip vs jeg-kultur
- Moralsk autonomi frem for individuel frihed
- Specifikke afgrænsede sociale rum modsat virale bevægelser
I krænkelseskulturen er det ofte det enkelte menneske der sætter fokus på en personlig krænkelse i nutiden, såvel som i fortiden. Når først en person er stået frem, tilslutter andre sig med lignende oplevelser. Der opstår en gruppe. Herefter er det gruppen, der samlet anklager krænkeren.
Hvis vi vender blikket tilbage til Honneth er det en væsentlig forskel. Honneths teori indebærer, at en person afgiver magt for at være anerkendt inden for et bestemt socialt område. Anerkendelse bliver dermed et gensidigt anliggende. Som jeg læser hans teori er det nødvendigt, at både den enkelte og det sociale fællesskab er villige til at afgive autonomi og mødes i gensidighed. Sker dette ikke, opstår der ikke positiv anerkendelse.
Det frihedsprincip der sættes i spil i krænkelseskulturen er baseret på, at den krænkedes oplevelse overskriver krænkerens ret til at ytre sig (med mindre sagen prøves ved en juridisk domstol). De sager, der så at sige dømmes ved en offentlig folkedomstol, er derfor ofte præget af en udrensning af holdninger der ikke matcher de af krænkelseskulturen accepterede holdninger. Domme truffet af folkedomstolen kan ikke siges imod eller ankes. Det medfører, at ytringsfriheden sættes under pres.
Krænkelseskulturen hviler ikke på et princip om at finde et fælles moralsk ståsted, som for eksempel Kants kategoriske maksime om en almengyldig lov. En moderne morallov vil indebære fælles konsensus om, at det er sådan vi agerer på baggrund af klart definere normer. At leve efter et fælles værdisæt vil kræve at jeg-kulturen afløses af en vi-kultur.
Honneth arbejder med tre sfærer for anerkendelse der udspiller sig i henholdsvis den private, den sociale og den retslige sfære. I modsætning hertil åbner de sociale medier op for fællesskaber på tværs af kultur, race, køn og religion – og som noget nyt, kan en sag gå viralt på sociale medier. De nye sociale bevægelser indebærer derfor, at den krænkede kan opnå en virtuel anerkendelse med ligestillede via de sociale medier.
Set i lyset af ovenstående forskelle mener jeg, at krænkelse er en ny form for anerkendelse. Den nye form for anerkendelse udfolder en krænkelses-kapital der kan omsættes i forskellige magtforhold, der ikke er afgrænset af sociale rum.
Modsat Honneths afgrænsede sociale områder samler den nye form for anerkendelse mennesker i et fællesskab på tværs af kulturer og landegrænser. Det er oplevelsen af at være krænket, der binder de enkelte mennesker sammen i virale bevægelser. Set i et moralsk perspektiv mener jeg, at krænkelses-kapitalen kan øge afstanden mellem mennesker, fordi den ofte er baseret på en folkedomstol fremfor en juridisk domstol.
Læs også mit indlæg Det socialt usynlige menneske
Bibliografi:
Bourdieu, Pierre, Wacquant, Loic, Refleksiv sociologi, Hans Reitzels Forlag, 1996.
Helsvig, Anette, Anerkendelse, autonomi og erfaring, 2016 (ikke udgivet).
Honneth, Axel, Kamp om Anerkendelse, 1992, Narayana, Gylling, 2008.
Kant, Immanuel, Grundlæggelse af sædernes metafysik [1785], Hans Reitzels Forlag, 2007.
Illustration:
Kadinsky, Wassily, Sky Blue, Paris, France, 1940.