En søgning på Google på sætningen ‘What is the meaning of life’ viser, at der er 8.170.000.000 resultater. Der er funderet og skrevet meget om hvad meningen med livet er, og det er formentlig et af de store eksistentielle spørgsmål. Hvis vi antager, at der findes en form for mening med livet, kan denne mening så overleve krig og ødelæggelse?
Jeg har ikke svaret på, hvad den overordnede mening med livet er, men hælder i skrivende stund til, at meningen med livet kan forklares på to forskellige planer. Et overordnet plan kan tage udspring i et biologisk, religiøst, evolutionært eller et filosofisk synspunkt. Derudover antager jeg at der er et individuelt plan, hvor det enkelte menneske danner sin egen mening med livet.
Det overordnede plan tror jeg er upåvirket af tidens ånd, krig og ødelæggelse. Her er jeg optaget af hvad der sker på det individuelle plan og spørgsmålet om, hvorvidt meningen med livet kan bevares under ekstreme livsvilkår.
Selv har jeg har hverken oplevet en verdenskrig eller en krig mellem to lande på egen krop. Det nærmeste jeg kommer oplevelsen af en krigs rædsler, er krigen i Ukraine – og krigen gør indtryk. Ikke mindst fordi min søn og flere af mine kollegaer bor i Ukraine.
I dette essay vil jeg perspektivere mine overvejelser til krigen i Ukraine – oplevet på andenhånd. Filosofisk er mit udgangspunkt Viktor E. Frankls værk Man’s search for meaning. Frankl har oplevet anden verdenskrig på egen krop både udefra og indefra som fange i forskellige koncentrationslejre. Han bruger blandt andet sine erfaringer til at afdække forskellige parametre, der motiverer menneskets overlevelse under ekstreme livsvilkår, som i koncentrationslejre.
Viljen til mening
Frankl er så at sige barn af eksistentialismen, der opstår som filosofisk retning under anden verdenskrig. Livet i koncentrationeslejrene var selvsagt præget af store problemstillinger i form af fysisk og åndelig vold.
Frankl ender med at konkludere, at mennesker ikke kan miste deres indre frihed, og derfor kan de træffe valg om spirituel frihed. Det er den spirituelle frihed, der gør livet værd at leve. Herudover konkluderer han, at lidelse er en del af et meningsfuldt liv (hvis det findes).
Frankl når frem til forskellige overlevelsesparametre, som bidrager til at bevare meningen med livet. Jeg vil her nævne nogle få i tilfældig orden: Humor. Evnen til at drømme og huske gode oplevelser. Lidelsen er relativ. Menneskets frelse sker i og med kærlighed – gennem kærlighed. Det nære overskriver det fælles. Frihed er negativ. Menneskeslige beslutninger er usikre, specielt vedrørende liv og død. Herudover er håbet en vigtig faktor. Måske den allervigtigste faktor.
Jeg får indtryk af af disse parametre også er i spil i Ukraine, når jeg ser videoer med dansende mennesker på gaden. Unge og gamle samles og synger nationalsange i tusmørket – mens der i horisonten kan skimtes lys fra fjendens visiler. Landets sammenhold virker stærk.
Det er et folk, der identificerer sig som ukrainere – med et fælles håb om sejr, som giver mening midt i krigens mørke.
Vores liv
Herhjemme afbrydes dagens onlinemøder af mine kollegaers strømsvigt, og arbejdet tilpasses deres adgang til strøm og deres mobilers levetid.
Jeg tjekker per automatik min mobil i en pause. På Instagram ser jeg, at min søn tager en tur på motionscyklen i tusmørke, da strømmen er gået igen. Historien deles på Instagram med sort baggrund og teksten “Hvor er min vand?” Herefter følger endnu en historie med sort baggrund, og lyden af bruseren der løber. Den tredje og sidste historie er lyden af toilettet der skylles ud. Jeg smiler, og krydser fingre for at hans følgere forstår sort humor.
Jeg arbejder videre i min del af verden. Nogle dage føles tiden lang både med og uden strøm.
For mine kollegaer bliver timer til dage der tilbringes i parkeringskældre, som forventes at beskytte mod fjendens angreb. De daglige indkøb foretages med pandelygte hvis lys glider søgende hen over supermarkedets halvtomme hylder, før turen igen går hjem til en mørk og kold lejlighed. Nogle vælger at flygte fra krigen med deres børn, og andre vælger at blive af personlige og familiemæssige årsager.
Uanset hvad der vælges er krigen et stort indgreb i det enkelte menneskes liv. Jeg noterer mig at status opdateringer i firmaregi typisk starter med: “Jeg håber alle har det godt, og at krigen snart stopper.”
Det er nu et år siden, og jeg oplever krigen fylder mindre i hverdagen hos mine kollegaer. Når jeg spørger hvordan de håndterer krigen og dagligdagen, lyder svaret: “Det er vores liv nu”. Sætningen forstår jeg i betydningen, at acceptere tingenes tilstand og tage ejerskab over eget liv.
Denne holdning sat i forbindelse med den ukrainske regerings stærke udmeldinger om, at de vil vinde krigen og tage det tabte land tilbage må bevirke, at der et mål at kæmpe for. Men hvornår krigen stopper ved ingen.
Håbet som pejlemærke for fremtiden
Frankl mener at viljen til mening ligger i håbet. Måske har han en god pointe i det. Viljen til sejr og håbet om at bevare staten Ukraine som et demokratisk land, spiller ihvertfald en stor rolle for den almene ukrainer. Jeg oplever, at det nære i betydningen det ukrainske folk og deres mål er det bærende element.
Når Frankl skriver om viljen til mening bruges begrebet om mening i en eksistentialistisk form, som består af selve livet, meningen med livet og søgen efter mening. Herudover taler han om tidszoner. Groft sagt kan man sige, at han deler tiden op i datid eller fortid, midlertidig tid og fremtid.
De tre opdelinger af tid er essentielle for at få greb om meningen med livet. Fortiden er et overstået kapitel, og vælger man at leve i den kan livet ikke udfoldes yderligere. Den midlertidige tid indebærer uvished – og mennesker der er ramt af dette tidsaspekt ophører med at se fremad. Som kontrast hertil indeholder fremtiden håbet, der er baseret på at nå individuelle mål.
Når jeg stiller tingene op i denne forsimplede form opstår der et spørgsmål om, hvorvidt et kollektivt mål er stærkt nok for det individuelle menneske til at bevare motivationen og forfølge egne målsætninger.
Motivation som drivkraft
Et tilbageblik i vores egen historie viser at sangen er et kendt middel til at holde håbet og motivationen i live gennem krisetider. Hvem husker ikke italienerne der sang af hjertets lyst fra deres balkoner, mens de var i corona isolation? Fænomenet gik viralt på de sociale medier, og blev kopieret af andre lande.
Et andet eksempel på sangens betydning stammer fra anden verdenskrig, hvor Valdemarstenen fungerede som samlingssted for fællessang og fredelig protest under besættelsen. Jeg forestiller mig, at fællesskabet om sangen har styrket sammenholdet mellem deltagerne og ikke mindst styrket håbet om snarlig fred.
Håbet baseret på forfølgelse af konkrete mål for fremtiden, og den motivation som udspringer på heraf, er ifølge Frankl vigtige parametre for bevarelsen af meningen med livet under ekstreme livsvilkår.
Da jeg har fokus på det individuelle menneskes livsvilkår, bør det personlige ansvar under en krig også adresseres.
Hvad forventer livet af os?
Når man dykker ned i et omfattende emne som krig og dens indflydelse på mennesker, er man også nødt til at adressere det personlige ansvar. Hvis der er et personligt ansvar, da krig ofte er topstyret og karakteriseret ved at det er en pligt at landets borgere (primært mænd) forsvarer deres land på slagmarken.
Vi har sikkert alle hørt argumentet om, at hvis der rettes en pistol mod vores hoved sammen med et krav om, at vi skal dræbe vores ven for selv at undgå at blive dræbt, så vil mange mennesker hævde at man ikke har et valg i situationen. Det synspunkt stiller Hannah Arendt spørgsmåltegn ved.
Arendt tager det personlige ansvar op til debat i hendes foredrag om hvorvidt man har et personligt ansvar i et diktarur. Hun argumenterer for, at der er forskel på at være fristet, og at være tvunget.
Tvang er et juridisk begreb hvor fristelse er et moralsk anliggende. Måske vil tvang blive betragtet som en undskyldning i en retsag, men moralsk er det ifølge Arendt en fristelse – og derfor er der alternativer. Hvis vi forfølger Arendts tankegang må konsekvensen være, at den enkelte statsleder og den enkelte soldat i en given krig har et valg uanset prisen.
Arendt kan i teorien have en pointe i at der er tale om en fristelse, som kan fravælges. Men kan man forvente at det almene menneske besidder den psysiske styrke til fravalg, når landets magthaverne kræver en terrorhandling udført mod at bevare ens eget liv? Er det en skærpet omstændighed hvis handlingen udføres mod betalng?
Hvad med den individuelle frihed?
I Frankls skriv om menneskets søgen efter mening med livet er temaet i første halvdel hans oplevelser under fangenskab. I den forbindelse nævner han, at man kan træffe valg om spirituel frihed. Det opfatter jeg som en åndelig frihed, der ikke nødvendigvis udmynter sig i fysiske handlinger.
Når Frankl taler om negativ frihed er det den spirituelle frihed han mener, da den er fritaget fra andres indblanding. Det er en afgrænset privatsfære. I modsætning hertil forstår jeg Arendts begreb om fristelse, som en fysisk handling der kan fravælges.
Krigsforbrydelser er defineret af retssystemet, og kan derfor dømmes, men der findes ingen moralske domstole. Arendt har ikke noget svar på hvordan det personlige ansvar dømmes, når man undlader at bruge sin egen dømmekraft. Frank på den anden side definerer et kategorisk imperativ der lyder: “Live as you were living already for the second time and as if you had acted the first time as wrongly as you are about to act now!”
Med det kategoriske imperativ påbyder Frankl, at det individuelle menneske indfører en pause før en fejlagtig handling gentages. Med andre ord formår han at vende perspektivet mod en selv, så man bliver sin egen indre moralske dommer.
Svaret på mit spørgsmål om meningen med livet kan overleve krig og ødelæggelse er, baseret på de tekster jeg har valgt at lade mig inspirere af, at det eksistentielt bevidste menneske har mulighed for at overleve ekstreme livsvilkår ved at bevare håbet, og være motiveret for at realisere mål i fremtiden.
Læs også mit indlæg Er livet (altid) en gave?
Bibliografi:
Arendt, Hannah, Personligt ansvar i et diktatur, KLIM, 2022
Frankl, E. Viktor, Man’s search for meaning, Rider, 2004