Har mennesker et eksistentialistisk valg i det praktiske liv?
Jeg læser stadig Eksistentialisme af Johannes Sløk (Berlingske Forlag, 1966), og er nået til fremmedgørelsen og fortabetheden. Sløk skriver her, at fremmedgørelsen er et symptom på sygdom (s 23). Den er en hændelse, der tilintetgør den pågældende persons tilstedeværelse – hvilket fører til fortabetheden, som jeg læser som sygdommen.
Mit første spørgsmål er nu, om fremmedgørelsen er første skridt til at nå ‘den yderste interesse’, realiseringen af eksistensen? Og endnu vigtigere, hvad motiverer fremmedgørelsen til at træde frem?
Hvis der skelnes mellem (1) At eksistere i tilstedeværelsen ‘som en ting’ blandt andre ting (det uoprindelige), og (2) at tage eksistensen på sig som et krav er mit andet spørgsmål, om vi er underlagt tilfældigheden, eller kan vi i det praktiske liv vælge mellem (1) og (2)?
Hvis vi kan vælge, kan der så argumenteres for, at det er en måde at tage eksistensens krav på sig
Indlægget er oprindeligt bragt i Filosofisk Forum på Facebook den 27. september 2020.