Min historie handler om hvorfor den moralske anerkendelse blev mit speciale inden for den politiske filosofi. Min tilgang til moralsk anerkendelse bygger på Axel Honneths socialfilosofiske teori, der hævder at menneskers selvforståelse er baseret på nødvendige sociale mønstre, der tilsammen danner en sund autonom identitet.
Behovet for moralsk anerkendelse
Min liv starter i Nordjylland. Nærmere bestemt i Ålbæk, hvor jeg er opvokset. Deroppe er det lyset, stranden og havet der tegner rammerne for ens opvækst, og naturen er med til at danne ens identitet.
Jeg er opvokset i en religiøs familie hvilket kom til at præge min opvækst. Religion er som udgangspunkt topstyret, og den individuelle anerkendelse har derfor lavere prioritet.
Som følge af min familiekultur var jeg altid lidt anerledes end de andre børn, og dermed heller ikke inkluderet fuldt ud i barndommens sociale fællesskaber.
Det første møde med manglende moralsk anerkendelse
Da jeg blev teenager flyttede vi til Skagen. Her mødte jeg for første gang manglende anerkendelse. Som den nye pige i byen oplevede jeg, at blive råbt efter på gaden. Set i bagklogskabens lys var det en lille ting, men det prægede beslutninger jeg tog på det tidspunkt i mit liv.
I denne periode af mit liv havde jeg mange diskussioner med min far, hvor han trænede mig i argumentation, som var hans passion. Disse samtaler har været med til at fremme min interesse for at se livet fra forskellige perspektiver – som er en af filosofiens stærke sider.
Det bevidste fravalg af moralsk anerkendelse
Mit liv har udviklet sig så jeg ikke længere er en del af mine forældres religion. Det har medført, at jeg har oplevet den moralske anerkendelses modpol – det bevidste fravalg.
Jeg skriver om det bevidste fravalg af moralsk anerkendelse i teksten Det socialt usynlige menneske. Emnet belyses henholdsvis set fra en moralsk position og fra en psykologisk position.
Mit udgangspunkt er, at moralsk anerkendelse af det individuelle menneske er vigtigt for menneskets trivsel, deres autonomi og ønsket om at skabe et meningsfuldt liv. Både den positive og den negative moralske anerkendelse sætter spor i ens liv, og derfor finder jeg dette område specielt interessant.
Men som med andre ting i livet – jo mere jeg beskæftiger mig med emnet – jo flere døre åbnes. Blandt andet tager spørgsmålet om hvorvidt moralsk anerkendelse kan begrænses til at blive defineret i forhold til tre nødvendige sociale områder form. For hvad nu hvis den moralske anerkendelse og dens modpol består af flere elementer i vor tid? Og hvad med subjektets egen-anerkendelse?
Jeg kan anbefale at læse min tekst om en ny form for anerkendelse, som jeg mener ser dagens lys i vor tid Er krænkelse den nye anerkendelse?
Vil du vide mere om moralsk anerkendelse?
Summen af min historie bærer elementer af en religiøs opvækst, min far der var autodidakt filosof, og min kreative mor. Det lå derfor i kortene, at jeg også ville gå den kreative vej. Det blev til tre meget forskellige uddannelser: først danseinstruktør, derefter grafisk designer og til sidst filosof. Fælles for disse uddannelser er det kreative element, som jeg ønsker at videreføre i den filosofiske tradition.
Det er min vision at bidrage med forskellige perspektiver på det moderne menneskets livsvilkår, behovet for moralsk anerkendelse samt ønsket om et meningsfuldt liv.
Hvis du er blevet nysgerrig på den moralske anerkendelse, kan du følge med på min blog.
Du kan også skrive dig op til at modtage besked, når der er nye tekster på bloggen.
Jeg kan kontaktes på hej@filosofi.blog